Månedens mor: Mød Nishani - mor til Leonora

Nishani er blevet mor for anden gang. Her deler hun sine oplevelser fra den første lykkelige uge med den lille ny.

 

  1. Hvordan forløb det første døgn?

Det første døgn forløb fint – men det var udmattede. Man levede på et adrenalin-kick. Jeg havde en lang fødsel på lidt mere end 12 timer – og det var meget surrealistisk, at hun pludselig var der. Det som startede som en lille bule på min mave og efterfølgende små spark, var nu en lille baby, som jeg kunne holde i mine arme.

 

Vi tilbragte det første døgn på hospitalet til rutinemæssig kontrol. Vi var meget overvældede, og brugte meget tid på bare at sidde og kigge på hende. Vi måtte ikke få besøg pga. Corona, men ringede/FaceTime til familie og venner. Vi følte stor glæde, og var meget spændte på at komme hjem med den lille nye.

 

 

  1. Har det været nemmere, at det er anden gang?

Det har helt klart været nemmere anden gang. Jeg har erfaringen fra den først fødsel med mig – og den har jeg brugt. Jeg har bl.a. været klar over, hvad der ventede – herunder hvor vigtigt det er at huske at sove - selvom man er høj af adrenalin.

 

Jeg har også været bedre til at planlægge anden gang. Og jeg har været mindre nervøs med alt det praktiske – eksempelvis hvis mælken ikke løb til – så har jeg været mere rolig anden gang. Jeg ved, at det formentlig nok skal komme. Og den ro har formentlig smittet af på den lille.

 

  1. Kan du beskrive en af de bedste oplevelser (eller flere) fra den første uge?

Første gang jeg holdt hende – det var stort. Og min mands og min datters reaktion - de var lige så forelskede som jeg selv var. Det var selvfølgelig min forventning, men det var dejligt at se og få bekræftet. Det var fantastisk at være sammen om noget så intenst. Det var ren lykke.

 

 

  1. Hvad synes du har været udfordrende den første uge?

Min fysik - alt gjorde ondt. Og alt var besværligt og kompliceret, fordi jeg var så immobil. Jeg var meget afhængig af andre det første stykke tid. Og så fylder det selvfølgelig meget mentalt – det er jo en stor ting. Sekundært var der den manglende søvn og manglende energi fra fødslen.

 

  1. Hvad er det bedste råd, du vil videregive til nybagte mødre den første uge?

Tag det med ro og lav ikke for mange aftaler det første stykke tid. Efter de første ”nemme” uger følger nogle hårde uger. Det er derfor vigtigt, at man får ladet op, når der er tid. Man skal virkelig tage sig tid til at lande rigtigt i alt det nye og lære sit barn at kende. Er der andre søskende er det vigtig, at man også har fokus på dem, og sørger for, at de også lander godt i alt det nye.