Expectations brud: Et møde i fitness centeret, endte med baby og bryllup
Hvordan mødtes dig og din mand?
Vi mødte hinanden i et træningscenter. Jeg var oppe og træne med min veninde, og min mand trænede med sin lillebror. Nicklas fangede min opmærksomhed med det samme med hans måde at være på og holde øjenkontakten. Efter det møde kunne jeg ikke slippe tanken om ham og håbede med alt, jeg havde, at jeg ville møde ham igen, og det gjorde jeg heldigvis. Det startede med små samtaler i centret, og vi skrev sammen på de sociale medier. På trods af at han troede, jeg ikke var så vild med ham, tog vi på date sammen. Vi begge troede den bare ville vare 1 time, men endte ud med 6 timer - gå og snakketur i Københavns gader. Derfra blev kærligheden kun større❤️
Fortæl os om din kjole
Der var ingen tvivl om, at den kjole var den kjole, som skulle være min bryllupskjole. Jeg prøvede endda flere kjoler, men efter jeg havde prøvet de andre, sagde jeg altid “kan bedre lide den jeg har prøvet”. Jeg elskede formen på kjolen, og de fine blonder den er beriget med samt den fine detalje med sløjfen. Det var ikke kun mig, der følte, at denne kjole var den rigtige. Mit følge, som bestod af 2 veninder, min storesøster og min mor, kunne alle lide kjolen og kunne se på mig, at det var den helt rigtige. Jeg kan tydelig huske, at jeg glædede mig som et lille barn at vise min mand kjolen, for jeg vidste, han ville være vild med den, for den var nemlig bare mig og det strålede ud af mig.
Hvad fik jer til at vælge jeres bryllups-lokation?
Vores bryllup var meget spontant efter min mand havde friet til mig, og jeg havde et ønske om at blive gift, inden vores søn kom til verden. Brylluppet og ønsket om at blive gift før, var med til at sætte mig selv på prøve. Jeg er nemlig en planlægnings- og kontrolfreak, men den dag i dag har det været det bedste, som jeg nogensinde kunne gøre for mig selv. Jeg har udviklet mig, og jeg fik et højt ønske opfyldt.
Vi kiggede på kirker i Valby, og der var en kirke, som føltes rigtig for os begge, og det var Timotheus kirken. Efter samtalen med præsten blev vi kun bekræftet i, at dette var stedet, hvor vi skulle sige JA til hinanden. Alle gæsterne oplevede også en utrolig varme fra hende. Det virkede som om hun, efter vores samtale, kendte os til bunds.
Vi havde et ønske om at festen ikke skulle være dyr. Vi ringede først til et festlokale tæt på vores hjem. Men efter den samtale var vi helt sikker på, at festen ikke skulle holdes der, for det var alt for dyrt. Jeg havde mistet håbet, men så kom vi i tanke om min lillebror og hans kæreste, som bor på Præstø. Vi forhørte os om muligheden for at holde vores kærlighedsfest hos dem, og de sagde selvfølgelig ja, og de stod for at gøre alt klar på dagen, hvilket også satte mig på prøve, men jeg valgte at stole på universet, hvilket også var det helt rigtige at gøre.
Selve festen blev derfor holdt hos min lillebror, på en lille gård ude i skov i Præstø. Det var småt og vi sad tæt, men det gjorde, at stemningen blev meget nede på jorden, og alle der var med til festen hyggede sig rigtig meget. Det var vigtigt for os at brylluppet var intimt og afslappende med folk vi elsker – det blev det i den grad. Plus ingen hemmelighed, at som gravid er det ikke altid man magter alt det store – det gjorde jeg i hvert fald ikke.
Har du nogle råd til andre brude, der planlægger deres store dag?
Slip kontrollen, og se hvad dagen bringer - for det var med til at jeg nød dagen med min familie og venner fuldt ud og var så taknemlig for, at de ville komme og hjælpe til og gøre vores dag helt specielt. Alt behøver ikke at være planlagt til mindste detalje og et bryllup behøver bestemt heller ikke koste en bondegård. Hjertevarme og kærlighed er det vigtigste, når man fejrer kærligheden.